Tanken om menneskeligt forvalterskab tager sit udgangspunkt i, at naturen er værdifuld i sig selv, at mennesket har en særstatus blandt levende væsner, og derfor er ansvarlig for den og for fremtidige generationer. Derfor er det menneskets opgave at forvalte jorden og dens ressourcer på en måde så mennesket ikke forårsager unødig eller uoprettelig skade på naturen, men i stedet beskytter, bevarer og genopretter.
I respektfuldhed overfor tidligere generationer og i bevidsthed om menneskets fejlbarlighed, er det den nuværende generations pligt og privilegium at lære af tidligere generationers succeser og fejltrin og lade den viden der ligger i historien og kulturarven gå videre til kommende generationer.
I respektfuldhed overfor tidligere generationer og i bevidsthed om menneskets fejlbarlighed, er det den nuværende generations pligt og privilegium at lære af tidligere generationers succeser og fejltrin og lade den viden der ligger i historien og kulturarven gå videre til kommende generationer.
Ansvaret for fremtidige generationer indebærer også at den nuværende generation altid er pligtig at efterlade jorden og samfundet i samme eller bedre stand end man modtog disse i. Dette medfører samfundsmæssigt en bekendelse til evolution frem for revolution og stagnation. Med andre ord er intet nødvendigvis godt, fordi det er nyt lige så lidt som noget er godt, fordi det har været på den måde i generationer.
Der ligger således både et konservativt og et progressivt element i forvalterskabstanken. Implicit i ansvaret for kommende generationer ligger også et fokus på langsigtede løsninger frem kortsigtede gevinster. Det implicerer bl.a. en ansvarlig økonomisk politik, der i videst muligt omfang ikke efterlader gæld eller skadelige strukturer til kommende generationer.