Hvad er naturretten?
Når vi taler om naturretten, taler vi om etik. Etik kan oversættes til hverdagssprog som læren om hvordan vi bør handle med hinanden. Man kan også udtrykke det således, at etik er den systematiske fremstilling af, hvordan folk bør opføre os mod hinanden, for at vi alle skal kunne leve et menneskeværdigt liv i bogstaveligste forstand.
Etik er en praktisk videnskab som indebærer, at dets faktiske formål er ikke korrekte teoretiske påstande uden korrekte handlinger. Ordet etik stammer fra det græske udtryk for sædvane. Det latinske modsvar er “mors”, hvorfra vi har fået ordet moral.
Hvorfor er det vigtigt at studere etik og handle etisk? Aristoteles og Thomas Aquinas har for længe siden konstateret, at mennesket af natur – i sit væsen – er et socialt væsen. Eller som man også siger, et samfundsvæsen. Hvad de gerne ville påpege var, at det er nødvendigt for mennesket at være afhængig af andre mennesker, og at han/hun kan leve sammen med andre mennesker.
Enhver indser, at hvor samfundslivet – livet sammen med andre mennesker – er noget nødvendigt og uundgåelig godt for mennesket, er det er nødvendigt med “spilleregler” for, hvordan vi bør handle mod hinanden. For at de skal kunne være sande og kunne gøre krav på at blive efterlevet, kræves det, at de er funderet på en korrekt opfattelse af, hvordan vi menneskers virkelige karakter er. Der kræves altså indsigter om menneskets natur for at kunne fremstille en systematisk fremstilling af naturretten. Naturretten kan altså defineres som naturlig etik baseret på menneskets natur og opfattelse af den menneskelige forstand.
Naturretten kan altså defineres som naturlig etik baseret på menneskets natur og opfattelse af den menneskelige forstand
Lars F. Eklund
Eftersom den menneskelige natur er den samme hos alle mennsker har naturretten samme gyldighed for alle mennesker i tid og rum. Den naturrettslige etiks indhold skulle kunne beskrives som de vilkår, der nødvendigvis må være opfyldt for at vi mennesker – alle mennesker – skal kunne eksistere – leve – på en menneskeværdig måde.
Bemærk derfor, at naturrettens udgangspunkt er menneskets natur – ikke “natur” i nogen anden forstand. Det handler altså ikke om “naturlove” à la Isaac Newton eller “hvordan det er i naturen”. Ej heller handler det om mennesket i en tænkt, fiktiv naturtilstand, dvs. en fantasi om “hvordan mennesket var før alle samfund”. Visse af oplysningstidens filosoffer, som
f.eks. Rousseau, forsøgte at konstruere en lære om “naturlige” rettigheder ud fra denne idé. Nogen tidsepoke hvor individerne eksisterede i en presocial “naturtilstand” – dvs. uden fællesskabsliv og nogen form for social organisation – har imidlertid aldrig eksisteret.
Disse forestillinger er altså ikke baseret på virkeligheden, men på visse fiktioner eller idéer. Det er med andre ord ikke filosofi i sin egentlige betydning – det er ikke kundskab om virkeligheden – men snarere en slags ideologi. Hermed forstås i denne sammenhæng en mere eller mindre sammenhængende system af ideer mere eller mindre adskilte fra virkeligheden. Rigtige filosofiske studier giver kundskab om virkeligheden. Studiet af ideologier giver kundskab om tanker om virkeligheden.
Afslutningsvis skal der i denne del også konstateres, at ordet “natur” som det anvendes i naturretten har endnu en implikation, nemlig at naturretten alene baserer sig på kundskab, som kan nås med fornuft, dvs. uden at overnaturlig eller “åbenbaret” kundskab lægger til grund for ræsonnementet. Men dette kommer til dybere diskussion længere fremme i teksten.
Mennesker: Naturrettens subjekt
Enkelthederne i naturretten omhandler hvad der er rigtigt og forkert i medmenneskelige relationer. Før vi kommer ind på disse enkeltheder er det vigtigt at dvæle ved de betingelser, der må være opfyldt hvis vi skal være og leve som mennesker. Først må vi have en klar antropologi* (studiet af mennesket og om sociale og kulturelle forhold).
I det følgende går vi ud fra det menneske, som er skitseret i det personalistiske menneskesyn (Essay af Lars F. Eklund (1995) eller kapitlet ”Personalisme – et realistisk menneskesyn” fra bogen Kristendemokrati – ide og bevægelse).
Naturretsligt subjekt er følgeligt hvert medlem af menneskeslægten, alle væsner af den menneskelige natur, uden kvalifikationer i øvrigt. Alder, begavelse, køn, hudfarve osv., har ingen betydning i denne henseende.
Dette har at gøre med den såkaldte ontologiske* (studiet af tilværelsens inderste væsen og tingenes eksistens og egenskaber) identitetsprincip: Alting er det det er. For hver enkelt menneske indebærer “at være, hvad mennesket er” at leve – hvilket er den måde hvor et menneske er – i overensstemmelse med sin natur.
En rettighed er per definition noget, der tilkommer nogen. Hver “nogen” er en person, altså per definition et til sin natur fornuftig væsen.
I forskellige perioder af menneskets historie har forskellige egenskaber lagt til grund for menneskeværd og rettigheder, såsom hvorvidt man var født fri, medborgere, mand, hvid, “arier” eller lignende.
Fælles for disse afvigelser fra naturretten er, at de tilskriver nogle mennesker rettigheder på basis af visse egenskaber, mens naturretten erkender de naturlige rettigheder som iboende i hver person.
Vores naturlige rettigheder
Hvad er vores naturlige rettigheder? Det handler altså om de nødvendige forudsætninger for at kunne være menneske – leve i overensstemmelse med vores menneskelige natur. Den grundlæggende ret er retten til liv, eftersom respekten for denne rettighed er en forudsætning for at vi skal kunne være – leve – overhovedet. Alle andre rettigheder relaterer til denne eftersom et liv i overensstemmelse med vores menneskelige natur, altid forudsætter fysisk eksistens.
Nært knyttet til retten til liv er altså rettigheder som retten til arbejde og foretagsomhed, retten til ejendom (arbejdets frugter), retten til et menneskeværdigt sted at bo og retten til bistand, når vi er på grund af f.eks. sygdom eller høj alder har behov for dette.
Da mennesket er en person, en helhed af krop og sjæl, indbefatter menneskets naturlige rettigheder ikke kun rettigheder i tilknytning til menneskets fysiske tryghed, men også rettigheder relateret til menneskets fornuft, frihed og sjæleliv.
Mennesket har ret til personlig integritet, respekt og agtelse for sit rygte og gode navn. Mennesket har ret til at søge sandheden gennem studier og forskning samt at modtage og formidle information, såvel som at være en del af kulturlivet. Mennesket har ret til frit at færdes i sin land og til at forlade det og bosætte sig andre steder.
En central menneskelig rettighed, nært knyttet til menneskets ret til sandheden og dets frihed som person, er retten til eksklusiv eller sammen med andre at udøve sin religion samt, hvis menneskets samvittighed byder det, skifte religion. Mange naturlige rettigheder relaterer til mennesket som social væsen, til dets sociale natur. Hertil hører retten til at indgå ægteskab, dvs. en stabil relation med en person af det modsatte køn, og danne en familie. Hertil hører også retten til at danne og være medlem af foreninger og retten til ligeværdig deltagelse i det politiske liv. En vigtig rettighed i denne sammenhæng er givetvis at vore naturlige rettigheder uden undtagelse anerkendes og værnes af landets love.
Før vi forlader dette “rettighedskatalog”, som naturligvis på ingen måde er komplet, så er der et par ting, som bør fremhæves. Den første af disse er den generelle observation at en naturlig rettighed altid hentyder til noget godt i forhold til den menneskelige natur og at være menneske.
Dette er en vigtig indsigt, fordi det hjælper os med at afgøre, hvad virkelig er en ret, og hvad der ikke er det.
Eksempelvis “retten til at begå selvmord” kan umuligt at eksistere, fordi det ville indebære en ret til at gøre noget fundamentalt ondt i forhold til at at være menneske. At tale om en “ret til selvmord” er at gøre sig skyldig i en såkaldt “contradictio in adjecto*”, en virkelig selvmodsigelse.
Det andet punkt som bør fremhæves er at mens disse naturlige rettigheder er uforanderlige i tid og rum, eftersom de er relateret til den menneskelige natur. Måden at realisere rettighederne på kan selvfølgelig variere I forskellige samfund. F. eks. at mennesker har ret til en værdig bolig gælder til alle tider og overalt. Hvad der er en menneskeværdig bolig kan derimod variere med klimaet, teknologisk udvikling og de tilgængelige ressourcer.
Vores naturlige forpligtelser
Eftersom mennesket er et socialt væsen og lever i fællesskab med andre mennesker, modsvares vores naturlige rettigheder af naturlige forpligtelser. På den ene side betyder det forpligtelser over for os selv: Retten til liv indebærer en forpligtelse til at tage vare og passe på det, retten til arbejde og foretagsomhed indebærer en forpligtigelse til efter bedste evne at forsørge sig selv og sine mv. På den anden side betyder det forpligtigelser overfor andre, især forpligtelsen til at erkende andres naturlige rettigheder og respektere dem.
Dette kommer tydeligt til udtryk i den såkaldte Dekalogens* bud (De ti bud fra Moseloven): Retten til livet – du skal ikke dræbe; ejendomsret – du må ikke stjæle, osv. Sommetider er dette udtrykt som at være rettigheder begrænset af andres rettigheder – en forståelig, men dog ikke helt korrekt måde at formulerer det på.
Et eksempel: Min naturlige ret til ytringsfrihed rummer naturligvis ikke en ret til at krænke min næstes gode rygte gennem ondsindet sladder. Dette er imidlertid egentlig ikke en “begrænsning” af min ret til ytringsfrihed, eftersom en rettighed altid skal sigte mod at noget godt (se ovenfor).
Eftersom der ikke eksisterer nogen ret til at til at bagtale nogen, (det er ikke godt); findes der heller ingen begrænsning af min ret til ytringsfrihed. Min naturlige ret “stopper”, hvor bagtalelse, eller løgnen, begynder. Med andre ord: Når vi ofte taler om “begrænsninger” af de rettigheder, har vi i virkeligheden misforstået rettighedens reelle betydning.
Når det kommer til forpligtelser i en naturretslig sammenhæng er det værd at bemærke, at alle rettigheder er indehaver af etiske/moralske fordringer til omgivelserne. Jo mere truet en persons rettigheder er, desto større bliver dennes fordringer (eller krav?) for os til at sikre dennes ret. Naturretten er det modsatte af “jungleloven*”. Retten til liv omfatter ikke kun en såkaldt negativ ret, “retten til ikke at blive dræbt”, men indebærer en forpligtelse for omgivelserne til efter evne at hjælpe hinanden med at realisere denne rettighed.
Et eksempel: Hr. N’s naturlig ret til liv indebærer selvfølgelig en forpligtigelse for mig til ikke at drukne ham, men ikke bare det. Hans rettighed omfatter også en forpligtelse for mig og andre til efter evne (nærhed til stedet, svømmekyndighed, adgang til redningskrans etc.) at hindre hans drukning, hvis ulykken skulle ske.
Nogle liberale rettighetsideologier er tilbøjelig til at være enig med det første men glemme det andet, på grund af en manglende indsigt i menneskets sociale natur – samfundslivet er til gensidig støtte – som til gengæld svækker forståelse af vores forpligtelser.
Det gode og det onde
Efter at vi kort har studeret vore rettigheder og forpligtelser i et naturretsligt perspektiv rejser spørgsmålet sig: Hvordan ved vi dette? Vi har tidligere nævnt det såkaldte ontologiske identitetsprincip: Alt er det det er. Denne bygger på det første vi opfatter af virkeligheden overhovedet, nemlig at være – at alle sager og ting er. Heraf følger vores evne til at skelne mellem at være eller ikke at være, hvoraf følger at samme sag ikke samtidig kan bekræftes eller fornægtes. En ting kan ikke på samme tid og i samme forstand både være og ikke være. I samme sæt er det gode det første som opfattes af vores praktiske fornuft, dvs. fornuft som er indrettet efter handling. Det – ontologisk – gode er det, som alle vore handlinger er målrettet efter.
Alle menneskelige handlinger, fra et halvt ubevidst kløen på næsen til Stalins beordrede udryddelse af kulakker, er handlinger der henviser til noget som for den handlende fremstår som godt. Selv en person der gør noget ondt tror dermed at være i stand til at opnå noget, som i enhver forstand er godt! Alle handlinger – selv de onde – gøres, som det hedder “i god aspekt (aspekt?).” Enten tror man at handlingen er meget god mens den i virkeligheden ikke er det, eller så gør man noget man tror er (eller som i virkeligheden er) ondt for at opnå noget godt. Det er umuligt i egentlig mening at ville det onde.
Vi kan nu foretage en grundlæggende observation om, hvordan vores praktiske fornuft faktisk fungerer, hvilket når den tid kommer fører til et vigtigt spørgsmål:
- Vores praktiske fornuft opererer faktisk på grundlag af en sondring mellem godt og ondt. Dette fører til naturrettens og den etiske handlings grundlæggende princip: Det gode bør gøres og efterstræbes, og det onde undviges. Dette grundlæggende princip er et operativt princip i den praktiske fornuft hos alle normale mennesker.
- Dette princip motiverer imidlertid et spørgsmål som det ikke selv besvarer, et spørgsmål som læseren spurgte under læsningen af det ovenstående eksempel om kulakklassen: Hvad er da i virkeligheden godt?
Hvad der er godt kan ses fra to aspekter: Ontologisk godt og moralsk godt. Vi skal først diskutere, hvad der er godt i den ontologiske forstand. Tidligere er det blevet konstateret, at det første vi opfatter af virkeligheden er at den er, samt ifølge identitetsprincippet, at alting er der det er. Det gode i ontologisk forstand, ordets grundlæggende betydning, korresponderer at varetage: Alt er godt på den måde det er det det er, dvs. eksisterer i overensstemmelse med sin natur. Et eksempel: Det hører til et menneskes natur at kunne se. At kunne se er noget godt for mennesket, en såkaldt ontologisk perfektion. Ikke at kunne se er derimod for mennesket noget ondt, en såkaldt ontologisk privation: Et fravær af noget, der burde være der. Sådan er det naturligvis ikke tilfældet med fraværet af synsevnen for et grantræ: Det ligger ikke i grantræets natur at kunne se. Fraværet af synsevnen er da ikke noget ondt for et grantræ. Men det ville være noget ontologisk ondt hvis et grantræ manglede nåle.
Alting stræber naturligt efter ontologisk perfektion, dvs. at eksistere i overensstemmelse med sin natur. Ofte taler man om naturlige (vores væsen efter sin natur) har lyst til at gøre det gode. En sulten elg søger mad, eftersom sult signaler et afsavn, mangel på næring, og hvis det står på alt for længe fører det til at elgen ophører med at leve, dvs. dør. Vi mennesker har – som følge af vores biokemiske konstitution – visse inklinationer* tilfælles med pattedyr, såsom selvbevarelsesdriften, seksualitet og omsorg for vores afkom.
Da mennesket imidlertid er en helhed af krop og sjæl og til sin natur er rationel har menensket desuden specifikt egne inklinationer* såsom tørst efter kundskab og sandhed. Pattedyr følger instinktivt sine inklinationer* med hensyn til at leve i overensstemmelse med sin natur – sådan er det imidlertid ikke rigtigt tilfældet med os mennesker.
Det følgende er meget vigtigt. Som personer er vi mennesker i vores natur rationelle og udrustet med en fri vilje – ikke instinktsstyrede eller determinerede i vores handlinger. Vi skal – udfra vores fornuft og bevidste valgte handlinger – selv styre vores handlinger, så det er i overensstemmelse med vores menneskelige natur. Vores fornuft kan, indrettet efter handlinger, skelne mellem godt og ondt, og vi kan gennem fornuft nå frem til en forståelse af, hvad der er godt, det vil sige hvad vi er og hvad der gør os i stand til at leve i overensstemmelse med vores natur. Mennesket er en helhed af hvad kroppen og sjælen formår, og der er ingen “modsætning”, såkaldt dualisme, mellem dem. I virkeligheden kan de ikke adskilles. Distinktionen (adskillelsen) mellem krop og sjæl er kun en rationel distinktion (adskillelse), der letter vores forståelse af os selv.
Vi har tidligere konstateret, at det er vores rationelle natur og tilhørende frie vilje og ansvarlighed, som gør os til “etisk kompetente” væsener og subjekt for rettigheder og forpligtelser. Vores moral er således bundet til vores fornuft. Det er derfor vigtigt at understrege, at naturretten er en moralsk ret, ikke en “naturlov” i gængs forstand.
Oven over nævnte vi de “naturlige inklinationer.” Det er vigtigt at se, at det ikke i sig selv er disse, som på et “prerationelt” plan konstituerer naturretten. Naturretten konstitueres når vores fornuft tager disse inklinationer* til sig og derved begriber hvad der er ontologisk godt for mennesket. Inklinationerne* er altså ikke i sig selv en moralsk norm uden en kilde til kundskab for fornuftens identifikation af den moralske norm, dvs. naturretten, på samme måde som vores øvrige indsigter om menneskets natur er det.
Hvad er da moralsk god? Vi har ovenfor diskuteret ontologisk godt såsom perfektioner* af “at være (menneske)” i overensstemmelse med vores natur, og ontologisk ondt som privationer, brister i noget som burde findes der. Bemærk altså at ondt egentlig ikke er noget i sig selv uden et brist på noget godt. Hvad der er ontologisk godt udgør målestokken for hvad der er moralsk godt. En i sig selv moralsk god handling er en bevidst handling, som medfører noget ontologisk godt hos den handlende og den som handlingen er rettet imod. Et eksempel: Manglende synsevne er en privation, noget ondt, hos et menneske. Hvis nogen hjælper den handicappede til at genvinde synet, til eksempelvis gennem at udføre en stæroperation på vedkommende, så har han/hun altså gjort noget moralsk godt. Det gælder i denne sammenhæng om at erindre det såkaldte totalitetsprincip: at mennesket er en enhed, et subjekt. At bortoperere blindtarmen på en person med blindtarmsbetændelse er godt for personen selv om det indebærer tab af en kropsdel.
En bevidst handling er i sig selv moralsk ond, hvis den medfører noget ontologisk ondt på den (person), som udfører den (handlingen), eller den (person) som er modtager af handlingen. Eksempel: Hvis man bevidst berøver et uskyldigt menneskes liv.
Det skal bemærkes, at en moralsk ond handling altid implicit er et brist, noget ontologisk ondt, hos den person som udfører handlingen, i den forstand at en umoralsk handling ikke er en fuld menneskelig handling. Derfor er en moralsk ond handling altid moralsk ond selv over for den (person) som udfører den (handlingen).
En vigtig faktor i denne sammenhæng er den handlendes hensigt eller intention. Hvis hensigten er forkert opstår det moralsk onde hos den handlende allerede før gerningen er udført. Selv om omstændighederne omkring handlingen er af afgørende betydning for om en gerning er i overensstemmelse med naturretten eller ej. Dette giver de tre kriterier, Thomas Aquino fastsatte for at vurderingen af en handlings moral:
- Er handlingen god i sig selv? (Det ontologiske perspektiv.)
- Udføres med den rette intention?
- Er omstændighederne de rette?
Eksempel: Hr X giver hr. Y et æble.
Dokumentet er i sig selv god, i modsætning til f.eks. at stjæle et æble fra hr. Y. Intet problem med 1.
Hr. X giver æblet til hr. Y i håb om, at han er allergisk over for æbler og skal tage skade. Problemer med 2.
Æblet tilhører i virkeligheden, hr. Z. Hr. X giver noget bort som ikke tilhører ham. Problemer med 3.
Ifølge Thomas Aquinas skal alle tre kriterier være opfyldt for at en handling skal være moralsk rigtig, dvs. i overensstemmelse med naturretten. Frem for alt kan det være opmærksomheden på at en rigtig intention ikke retfærdiggør en handling som i sig selv er ond. Det er aldrig tilladt at gøre noget ondt for at opnå noget godt. I sidste ende er det din samvittighed, som fortæller dig når du handler rigtigt eller forkert I det enkelte tilfælde, dvs. om du overtræder den moralske norm eller ej. Det skal dog bemærkes, at samvittighed ikke I sig selv er normen. Din samvittighed fortæller dig på basis af din fornuft og dine kundskaber hvordan du bør handle, og du er forpligtet til at følge det som din persons “højeste domstol”. Men ligesom domstolen står samvittigheden under loven, dvs. naturretten. I det omfang man har en manglende forståelse i naturrettens krav, hvilket i værste tilfælde kan skyldes at man bevidst har undgået at informere sig, så kan samvittigheden tage fejl.
Altså: I det enkelte tilfælde må man følge sin samvittighed som sidste beslutningsindstans, men det medfører en pligt til at informere sin samvittighed, at så at sige skaffe et rigtigt beslutningsgrundlag.
Naturrettens gyldighed
At naturretten gælder altid og overalt opfattes af nogle som værende en modig påstand.
Alle ved jo at der findes forskellige kulturer og samfund med deres egne respektive specifikke normer og love. Hertil kommer at alle samfund og folks betingelser hele tiden forandres. Hvilken som helst socialantropolog kan til enhver tid berette, at det som er “rigtigt” i Säffle ikke er “rigtigt” i Timbuktu. Hvordan kan man da påstå at naturretten gælder altid og overalt? Fordi den baserer sig på den menneskelige natur som er den samme i tid og rum. Dette er definitionsmæssigt sandt. At et væsen er af menneskelig natur er selve definitionen på at den er et menneske. Så længe der har været mennesker har naturretten gjaldt, og det vil den gøre lige så længe der findes mennesker.
Naturrettens indhold konstitueres af den menneskelige persons grundlæggende, ontologiske gode. Vi opnår kendskab gennem vores fornuft og vore evne til at skelne mellem godt og ondt. I denne betydning er naturretten i virkeligheden uforanderlig, statisk. Den kan – som det hedder – aldrig helt “udryddes af folks hjerter.”
Dette indebærer ikke en benægtelse af menneskets historicitet, at mennesket eksisterer i tiden. Men han/hun er ikke determineret af sin tid og dens betingelser. Mennesker er historiens subjekt og aktører. Hvis mennesket var determineret af sin tid ville det være i realiteten være umuligt for ham/hende at miste værdibedømmelsen (eller ”den værdimæssige dømmekraft”? omdömen=omdømme, mening, skøn, dømmekraft, udtalelse, bedømmelse, dom, logisk dom) af sit samfund og at forandre det med henblik på at forbedre det. Det er klart, at dette ikke er tilfældet. Under menneskets vandring gennem historien er naturretten i virkeligheden uforanderlig i sit ontologiske element og i sine grundlæggende principper og bud, men dette udelukker ikke al forandring.
Et sådant øjeblik er forandringen af vores teoretiske indsigt i naturretten.
At indsigt i naturretten nåes med fornuft, indebærer naturligvis ikke at alle mennesker har en fuldstændig indsigt i dens totale betydning. Vi kan alle skelne mellem godt og ondt, men for at vide hvad der i virkeligheden er godt og ondt kræver det et intellektuelt arbejde, der udføres af konkrete personer, et arbejde som vokser på lige fod med kompleksiteten af de spørgsmål man stiles over for. Et eksempel: De fleste normale mennesker bør være i stand til at identificere, at livet er noget fundamentalt godt for mennesket og følgelig at mord er forkert, såvel som en ret til livet omfatter en ret til selvforsvar. Et spørgsmål af væsentligt større kompleksitet er hvad denne ret til selvforsvar har for implikationer med hensyn til en stats ret til “kollektivt selvforsvar”, dvs. et militært forsvar.
Moralfilosofisk arbejde tilskyndes ofte af den konkrete historiske situation. Den klassiske antiks multikulturelle men ikke desto mindre tæt sammenvævede verden – for eksempel inden for rammen af det romerske imperium – gav vigtige impulser til undersøgelse af, hvad der er universelt rigtigt eller forkert uanset variationer i sprog, kultur og etnicitet. På denne måde vil specifikke fremskridt gøres i en vis tid eller kulturkreds, med hensyn til naturrettens betydning i detaljer og systematisk fremstilling. I det omfang et sådant fremskridt i virkeligheden er et fremskridt, dvs. om en bestemt tankegang eller afsluttende læresætning om naturretten er sandt, stemmer det overens med virkelighedens ontologiske struktur, så er dette resultat naturligvis almengyldigt i sig selv og udgør et bidrag til den samlede indsigt i naturretten.
Forskellige videnskabelige fremskridt stimulerer også til indsigt om naturrettens betydning i detaljer. F.eks. atomspaltning og genteknologi stimuleret til reflektion om, og vurderinger af, hvorvidt brugen af atomvåben og genetiske eksperimenter på menneskelige embryoner er i overensstemmelse med naturretten. Selvom det er en selvfølgelighed må det ikke desto mindre bemærkes, at på samme tid som vores indsigter i naturretten kan vokse som følge af stimulans fra konkrete historiske situationer og filosofisk arbejde, så kan vi også miste indsigter om naturretten som vi engang har haft. Vi kan også bevidst forhindres i at tage del i en sådan indsigt. Forbud mod bøger med naturretsligt indhold har for eksempel har været meget almindelig i totalitære stater, både historisk og i vores egen tid. Indsigten om at vi kan miste indvunden kundskab understreger vigtigheden af at disse føres videre – handles – i hjem og skole.
Vi har nu konstateret forandringer i den teoretiske indsigt som et dynamisk element i forbindelse med den i sig selv uforanderlige naturret. Et andet sådant dynamisk element, som berøres kort i forbindelse med vores naturlige rettigheder, er at naturrettens indhold kan realiseres på forskellige måder i forskellige samfund. Et eksempel: Mennesket har en naturlig ret til privat ejendom, dvs. de materielle aktiver han/hun – og dem han/hun I forekommende tilfælde har ansvaret for, f.eks. sine børn -har behov for sin forsørgelse og menneskeværdig livsførelse. Det siger sig selv, at den konkrete til anvendelse af denne rettighed er forskellig i forskellige samfund, uden at dette variation nødvendigvis er et brud med naturretten. I et landbrugssamfund er den enkeltes ret til at eje jord af central betydning. I en nomadisk jagt og samlerkultur derimod mangler individiuel ejerskab til jordarealer helt betydning, samtidig med at retten til at eje jagtredskaber og måske heste er af central betydning. I begge tilfælde respekteres retten til privat ejendom, her mere specifikt til produktionsmidler.
Hvis den ovenstående socialantropolog i stedet for at identificere forskelle i etik og retsopfattelse mellem forskellige samfund rettede opmærksomheden på lighederne, ville det være klart, at disse er overvejende. I hvilke kulturer anses tyveri, bedrageri, løgn, fejhed eller barnemord som noget prisværdigt? Hvis man studerer den etiske lære hos de store filosofiske og religiøse traditioner i verden, er det påfaldende i hvor høj grad naturretten så at sige “skinner igennem.”
Forfatteren CS Lewis har beslyst det anerkendelsesværdigt i sin bog “The abolition of Man”. Naturrettens almengyldighed er den vigtigste årsag til, at verdenssamfundet i det mindste har kunnet samles om en læbernes bekendelse til menneskets naturlige rettigheder, som det er udtrykt i f.eks. FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder.
Naturretten er grundlaget for al international ret eller folkeret. Dette begreb stammer fra romerne “ius gentium”, folkets ret, hvormed naturretten blev forstået som den faktiske tillempning af folket, dvs. et “mellemtrin” mellem naturret og statslig lovgivning. I dag har begrebet folkeret fået en anden betydning, nemlig international ret etableret ved aftaler mellem stater. Selv om denne opfattelse dog er beroende på naturretten, eftersom den forudsaetter anerkendelse af mindst ét naturrettsligt princip, nemlig at aftaler er til for at holdes – pacta sunt servanda. Respekten for menneskets naturlige rettigheder og deres rette indhold er afhængig af en levende naturretstradition. De trues derfor af såvel totalitære ideologier som moderne vestlig værdirelativisme.
En af de mest almindelige forhindringer for mennesker for klart at se naturrettens indhold er den såkaldte ” etnocentrisme”, dvs. en fiksering ved ens egen gruppe og dens kultur, hvorved det tages som målestok for rigtigt og forkert. De værdier man værner om opfattes ikke som vores fordi de er sande, som sande fordi de er vores. For at udtrykke det forenklet. Dette kan gøres med en vis fastholdende indsigt om naturretslige bud, for eksempel du må ikke stjæle, men budets gyldighed begrænses til sin egen gruppe. De, der tilhører andre grupper betragtes ikke som etiske subjekter, ikke som rigtige mennesker. At stjæle heste fra nogen som tilhører egen stamme opfattes som en forbrydelse, men at stjæle heste fra en anden stamme opfattes som OK eller endog meriterende* (tjene som bevis på nogens kvalifikationer).
I vores tid har denne tankegang bidraget til holocaust, apartheid, etnisk udrensning og fjentlighed overfor flygtinge.
Et lignende fænomen er, som nævnt ovenfor, at en sådan “udelukkelse af den menneskelige race” sker på andet grundlag end etnicitet, for eksempel når mentalt handicappede, ufødte, eller svage ældre nægtes deres naturlige rettigheder.
Naturretten og den statslige lovgivning
Respekt for, og opretholdelsen af, naturretten er en forudsætning for at alle mennesker i samfundet skal kunne leve et menneskeværdigt liv. Staten er til for mennesker – ikke mennesker for staten – og den har en bestemt funktion i samfundet, nemlig at værne det fælles bedste, det vil sige en politisk og retsligt ordning og en socialt og økonomisk sammenhæng, som giver alle medlemmer af samfundet og deres grupper optimale betingelser for at leve et menneskeværdigt liv, et liv i overensstemmelse med deres menneskelige natur og til at fuldføre sine hverv. Det fælles bedste er altså ikke, “det, der er bedst for flertallet”, eller “det fælles bedste”. Det mest centrale i statens hverv er at respektere og værne menneskers naturlige rettigheder og at opfordre dem at opfylde deres naturlige forpligtelser.
Den statslige lovgivning, også kaldet den “positive” ret* (det retssystem, som faktisk forekommer), skal være baseret på naturretten. Den skal respektere naturretten, dvs. anerkende menneskets naturlige rettigheder og ikke selv overtræder dem, men den skal også værne disse rettigheder, dvs. forbydeder er forbyde og i givet fald strafretsligt skride ind mod brud mod dem. Denne beskyttelse har ikke kun en passiv, eller negativ, side uden også en positiv, for eksempel gennem lovgivning om social tryghed, som, nota bene, givetvis i sig selv må være i overensstemmelse med naturretten, såsom respektere forældrenes ret til at passe og opdrage deres egne børn.
Bemærk, at når man siger at lovgivningen skal være baseret på naturretten så må dette ikke opfattede naivistiskt, som at lovbogen skal være en fotokopi af en håndbog om naturret. Naturretten i sig selv siger, at det skal realiseres i et givet samfund, under hensyntagen til sin særlige betingelser.
Et eksempel: Den naturlig ret til ytringsfrihed omfatter ikke “ret” til at sprede løgne. En naturlig rettighed sigter altid mod noget godt. Nu er det sådan, at vi mennesker kan tage fejl af hvad der er sandt og falsk, og statens ovebevisning, der er styret af mennesker, ikke har nogen fordel i denne henseende. Den (staten) har ingen “priviligeret information” om hvad der er sandt eller falsk. Det indebærer at en konkret lovgivning om ytringsfrihed, som forsøger at lovgive mod usande avisartikler eller radioindslag løber stor risiko for, selv med den ærligste hensigt, at degenerere* til et ren meningspoliti.
Loven ville risikere at blive en trussel mod den naturlige rettighed den havde til hensigt at beskytte. For at undgå et større onde – om ikke af andre grunde – kan staten her være foranlediget til at tolerere – ikke acceptere – et mindre onde. Denne form for tolerance er naturligvis et “gulv”, under hvilken det er ikke acceptabelt. Dette gulv er på det sted hvor yderligere tolerance i lovgivningen ville medføre at konkrete personer pådrages en krænkelse af deres naturlige rettigheder. Sådan eksempel, for så vidt angår ytringsfrihed er afbildninger af seksuelle overgreb på børn, som naturretten entydigt kræver forbudt.
Det skal her bemærkes, at store dele af lovgivningen er naturretslig neutral og af teknisk/praktisk karakter, såsom hvorvidt vi skal have højre- eller venstretrafik, eller hvilken sporvidde vi skal have på vores jernbaner.
Lovgivning kan stride mod naturretten i princippet to måder: Enten ved at påbyde noget, som strider imod naturretten, f.eks. en lov, der forpligter læger på at udføre aktiv dødshjælp, eller ved at undlade f.eks. at beskytte nogens naturlige rettigheder i loven, f.eks. ved en lov som i almindelighed tillader såkaldt aktiv dødshjælp.
Thomas Aquinas understreger, at en lov der strider mod naturretten “egentlig ikke ejer en rigtig lovs beskaffenhed, men snarere er en form for vold”. Sådanne love forpligter ikke til efterfølgelse – i visse tilfælde har man en moralsk forpligtelse til at trodse dem. Hvis en lov derimod er i overensstemmelse med naturretten er den moralsk bindende for samvittigheden: Vi er som samfundsmedlemmer forpligtigede til at følge den.
Det fremgår af ovenstående, at der er en sammenhæng mellem etik og lovgivning, mellem naturret og positiv lov, hvormed førstnævnte er normerende i forhold til sidstnævnte. Dette er afvist af retspositivismen* (En retsfilosofisk og moralfilosofisk opfattelse, der lægger en politisk og moralsk neutral lovgivning og retspraksis), en tankegang, som ved den såkaldte Uppsalaskole har været fremherskende i Sverige under [lejonparten] af 1900-tallet. Retspositivismen findes stadig hos retsfilosoffer i forskellige dele af verden og kan spores tilbage til den i 1200-tallets virksomme filosof Marsilius fra Padua. Karakteristisk for vores tids retspositivisme er, at den opfatter etik noget helt subjektivt og følelsesmæssigt, hvoraf følger at etikken ikke er normerende i forhold til positiv ret. Retspositivisterne mener, at den eneste “ret” der findes er den som faktisk er udtrykt i konkret lovgivning. Denne lovgivning ses i sin natur helt enkelt som en udstrømning af herskende magtforhold i samfundet, dvs. en slags bureaukratisk variant af jungleloven.
Yderligere et par ting kendetegner retspositivismen:
a) Der eksisterer ikke nogen naturret og følgelig har mennesker ingen naturlige menneskelige rettigheder. I det omfang retspositivister taler om rettigheder refererer det nærmest til det, som før blev kaldt privilegier, dvs. “fordele” uddelt af staten efter eget skøn.
b) Loven skal ikke udformes på grundlag af hvad der er ret, uden at det er ret, hvad loven giver udtryk for. Uanset hvad dette er. Dette markeres blandt andet i synet på det såkaldte legalitetsprincip*. Dette princip har sit ophav i den romerske ret, hvor det blev udtrykt “nulla poena sine lege” – ingen straf uden lov. Det indebærer at ingen skal kunne straffes for en forbrydelse, som ikke var forbudt ved lov, da den blev begået. Det er ud fra et retssikkerhedssynspunkt vigtigt princip.
Problemet er, at retspositivisterne ikke erkender naturretten som lov i denne kontekst. Et eksempel: I Hitlertyskland var der ingen lovforbud mod massemord på jøder. Derfor var mange retspositivister oprørte over Nürnbergrettergangene – nazipamperne havde jo ikke forbrudt sig mod loven! Den domstol, som blev oprettet i Nürnberg var baseret direkte på naturretten, når den etablerede begrebet forbrydelser mod menneskeheden, og fastslog nazilederne som ansvarlige for deres handlinger, selv om disse ikke var forbudt i tysk lov.
Lovens bindende virke beror ifølge retspositivismen ikke overhovedet på at vores fornuft forstår den som ret og rigtigt, og derigennem som moralsk forpligtende for vores samvittighed, men udelukkende gennem repression, dvs. truslen om straf for overtrædelse. Tilsvarende som når man dresserer en hund. I den anden ende af systemet stimulerer dette en attitude, at alt er OK, så længe man ikke kører fast.
Svensk retspositivisme angiver i alt fald af og som grund til lovlydighed, at loven er stiftet i demokratiske former. Dette forudsætter imidlertid en etisk værdi i den demokratiske beslutningsform, hvilket også foreligger. Problemet for retspositivisterne er, at etikken afvises i udgangspunktet som værende fordomme, følelser og subjektivisme. Cirkelræsonementet fremtræder tydeligt. Det kan ikke understreges nok, at retspositivismen i alle dens varianter er helt uforenelig med menneskets iboende natur rettigheder.
Det skal bemærkes, at selv i et land hvis forfatning helt eller delvist erkender de naturlige rettigheder skaber retspositivistisk drillende jurister problemer, eftersom de mangler professionel retsfilosofisk kompetence for at forstå den egentlige betydning af de forfatningsmæssige erkendte rettigheder.
Oplysningen og naturtillståndet
Det er et beklageligt faktum, at når man nogensinde ser en henvisning til naturretten i svensk politisk-filosofiske litteratur, så er det egentlig naturretten der henvises til, men oplysningstidens idéer om rettigheder afledt af “individet i sin naturlige tilstand”, dvs sådan som han/hun var “før” alle samfund. Dette er ren fiktion, eftersom mennesket – på grund af sin sociale natur – altid har været et samfundsvæsen, og altid levet i, om end aldrig så rudimentær* (?), samfund. Disse idéer fra oplysningstiden har alvorlige mangler med hensyn til opfattelsen af menneskets rettigheder. Den første mangel er grundlaget. Den tænkte naturlige hvorefter f.eks Hobbes og Rousseau baserer deres ræsonnement ikke er virkeligt, dvs. det har aldrig eksisteret.
Derfor er ræsonementet om rettigheder baseret på dette grundlag uden grund i virkelighed, dvs. grundløse. Den anden mangel er, at forestillingen om individet i en naturtilstand er helt individfikseret. Det medfører at de virkelige naturlige rettigheder som er forbundet med menneskets sociale natur, f.eks. retten til at indgå ægteskab og stifte familie samt retten til at danne og være med i foreninger, der gøres helt usynlige i disse teorier.
Det er en historisk kendsgerning, at når man ved den franske revolution i 1789 vedtog en erklæring om menneskerettigheder var disse rettigheder ikke medtaget. Den tredje mangel er, at man forestillede sig at samfundet og staten – mellem dem gjorde man ingen distinktion – opstod da individerne i naturtilstanden enedes om en “samfundskontrakt”, hvorved de overlod magten til den så konstituerede stat. Fejlene i disse såkaldte samfundskontraktsteorier – f.eks. at nogle samfundskontrakter aldrig indgås, og at de endda som fiktion forudsætter et eksisterende samfund for at kunne indgås – er legio (?).
Vi vil her bare konstatere, at disse teorier udelukkende ser rettigheder i perspektiv individ-stat. Rettigheder her er ikke noget man har i samfundet, men mod staten. Menneskerettigheder glider over i medborgerlige rettigheder. Baseret på et naturretsligt perspektiv har staten en forpligtelse til at erkende og værne de menneskelige rettigheder, hvilket dels sker gennem regler for hvordan staten skal opføre sig overfor samfundsmedlemmerne, men også f.eks. ved hjælp af strafferetten at opretholde de menneskelige rettigheder i omgangen mellem samfundsborgere – ikke bare mellem individdet og staten.
I oplysningstidens variant reduceredes rettighederne til kun at gælde i forhold til staten, og det er kun de borgerlige rettigheder, der er udtrykt i forfatningen. Den naturlig ret til liv var reduceret til “retten til ikke at blive dræbt af staten”. Et eksempel: Den svenske grundlov er stærkt påvirket af oplysningstiden. Dette ses i at den ikke anerkender hvert menneskes naturlige ret til liv. En passende rettighedsbeskyttelse anses for ved forfatningen at forbyde dødsstraf og tortur. Derimod ville være i fuld overensstemmelse med den svenske grundlov til afkriminalisere f.eks. mord! Det er jo ikke staten, der står for aflivning.
APPENDIX: Naturretten og kristendomen
Et afsnit i dette afsnit kan virke overraskende i et dokument om politisk filosofi. men det er i Ja, vel-begrundet af to hovedårsager. Den første grund er, at i Sverige, en udbredt opfattelse, at for at dække naturretten samtidig opretholde intellektuelle ærlighed, skal indeholde visse kristne tro (som nogle mennesker tror på sig selv i strid med intellektuel ærlighed!). Den anden grund er, at nogle kristne mener, det er noget wierd — “Ikke-bibelske” med naturretten og naturrättsliga måde at diskutere etiske spørgsmål. Begge
tilgange er forkert. hvilket i sig selv burde have været klar fra alle de ovenfor.
Men der er grund til yderligere at fremhæve naturrettens forhold til kristendommen, at fjerne yderligere misforståelser.
Et godt udgangspunkt er Paul’s brev til romerne 2:15. , hvor han finder på
“Pagans” til … om karakteren af opfyldelsen af lovkrav, så de er deres egen ret, selv om de ikke har loven. Dette viser, at det, loven kræver, skrevet i deres hjerter, hvis det vidner om deres samvittighed … “Med støtte fra dette, i mainstream-kristne tradition altid argumenteret:
- Betingelserne for en ret til handling er forbundet med menneskehandel – “i deres hjerter” — uanset tro.
- Den omstændighed, at der er en moralsk lov, at vi kan kende “natur”.
- Det faktum, at vores samvittighed fortæller os, når vi følger de respektive overtræder denne lov. Romerne 2:15 derfor indtager en beskrivende og en, for kristne, norrnativ del:
- Man kan kende og følge den naturlige moralske lov, uden at vide eller bekende Kristne tro – eller for den sags skyld enhver religiøs tro.
- Det er en kristen doktrin, at den omstændighed, på denne måde. Thomas Aquinas forklarer dette på en sådan måde, der er virkelig kun én lov: den evige lov. Dette er Guds egen lov, så at sige “opgivet” i skabelsen, i ting og merchandise. Den evige lov omfatter Således er hele “skapelseordningen”, hvis man så må sige, at det er den objektive virkelighed da det faktisk er designet, hvoraf den moralske lov er en del af. Hvis denne moralske lov, kan vi
mennesker opnå viden på to forskellige måder. En vej til viden er “åbenbaring”, hvilket betyder Gud direkte appel til befolkningen, for eksempel gennem Bibelen etiske undervisning. Denne indkaldelse Thomas Den guddommelige ret. En anden tilgang til viden er gennem den menneskelige forstand “stående på sine egne fødder “, at det naturlige lov, naturretten.
naturretten er under Thomas rationel blive inddraget som sådanne i den evige
loven. Et eksempel: ti bud, overdragelse af bud til Moses på Sinai er en god ting eksempler på den guddommelige lovgivning: viden om den evige lov direkte videresendt fra Gud til mennesker.
Men var det nyheder? Selvfølgelig ikke. Det var en påmindelse om noget folk allerede vidste, men “glemt” eller ignoreres. De ti er ikke et vilkårligt fast dikterer en övervärldslig diktator, men en sammenfatning af den moralske kerne bud, at alle kan vide naturrättsligt eller af fornuft og samvittighed, og også at blive fundet en del her, og en Nogle hvor der i vores religiøse og filosofiske traditioner er den såkaldte judiskkristna.
For at se den kristne tradition om spørgsmålet. De ikke-kristen, selvfølgelig, ignorer efter behag fra debatter om den guddommelige lovgivning og kan ikke desto mindre, samtidig med at den intellektuelle og moralsk kredit for at holde naturretten sandt, at der er lige så ægte moralske indsigt. Måske
han ser, at den kristne opfatter som den guddommelige lov som en vis kulturel egen måde at udtrykke universelle naturrättsliga indsigt!
