Naturretten er tankegangen om, at der eksisterer en universel ret, en naturlig etik, der definerer hvad der er rigtigt og forkert. Ifølge naturretten er mennesket et etisk subjekt udstyret med en fornuft og er således i stand til at erkende denne ret. Samtidig går man som naturretstilhænger ind for, at samfundet skal opbygges efter denne naturret. Det vil sige, at der skal være en sammenhæng mellem gældende ret og hvad der efter naturretten er rigtigt. Hvis der ikke er det, er det naturretten og ikke den positive ret (en ved menneskelig overenskomst vedtaget ret), der er rigtig og skal følges.
Naturretten tager sit udgangspunkt i anerkendelsen af og respekten for alle menneskers lige og uendelige værdi og består tildels af de øvrige ideologiske principper. Det betyder, at et retfærdigt og forpligtende samfund er opbygget solidarisk og skal tage hensyn til fremtidige generationer.
Fundamentet for naturretten er overbevisningen om, at alle mennesker som udgangspunkt er tilhænger af disse værdier. Alle mennesker uanset kultur, køn osv. ønsker f.eks. frihed og personlig sikkerhed. Dette medfører ikke, at alle samfund skal opbygges ens, da værdierne kan udtrykkes forskelligt i forskellige kulturer. En tilslutning til det naturretlige princip finder man i bl.a. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring samt Menneskerettighedserklæringen, der begge taler om universelle værdier og rettigheder for alle mennesker.
Læs artikler om emnet
- Arrangementer (4)
- Bøger (5)
- Naturret (1)
- Netværk (4)
- Personalisme (4)
- Principper (1)